Vi betegner vores liv og arbejdsmarked som et ”hamsterhjul” – men ser du da et hamster i spejlet om morgenen? Da Work-Life Balance blev en sovepude for Danmark.

Vi betegner vores liv og arbejdsmarked som et ”hamsterhjul” – men ser du da et hamster i spejlet om morgenen? Da Work-Life Balance blev en sovepude for Danmark.

”Jeg har besluttet at sige mit job op – jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, men det trænger jeg til at bruge noget tid på at finde ud af.” – ”Er der andre, hvor sengen også havde et meget fast greb i jer her til morgen, fordi ferien var slut?” – ”Vi føler os ikke anerkendte i vores arbejde.” – ”Han er gået ned med stress og bliver nok aldrig helt sig selv.” – ”Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, jeg er ikke glad i mit arbejde.” Jeg oplever det på arbejdsmarkedet, i medierne, på Instagram, på LinkedIn, blandt bekendte, venner og i familien.

Jeg oplever en stigende tendens. En tendens hvor mennesker uden lyd skriger højlydt på en pause. En måde at stoppe op, et rum til at reflektere over, hvordan såkaldt Work-Life Balance, værdibaseret ledelse, frihed-under-ansvar, medarbejdertrivsel og inddragelse (som vi så flot italesætter vores arbejdsrammer) egentlig udspiller sig i hverdagen blandt mennesker. Ikke hvordan vi snakker om det, men hvordan det foregår og opleves af mennesker. Det er tydeligt for mig, at udfordringerne på vores arbejdsmarked og i vores arbejdsrammer ikke handler om det naturlige i, at vi elsker fredage, fordi vi så myldrer hjem fra vores arbejdspladser for (endelig) at bruge tid med vores familier i hele to ”uforstyrrede” dage – hvis man da ikke arbejder i vagter, butik o.l., selvfølgelig. Alle mennesker og familier har behov for uforstyrret tid. Det skal vi værne om. Det er muligt, at vi kalder livet på arbejdsmarkedet ”et hamsterhjul”, men vi er jo faktisk ikke hamstere. Så hvad skal vi gøre ved det?

På arbejdsmarkedet driver vi rovdrift på hinanden – hvornår har vi glemt, at arbejdet er en del af menneskers liv; det er ikke hele vores liv? Work-Life Balance udfordrer ikke sig selv længere, det er i status quo. Det handler ikke kun om flekstid og frugtordninger, det handler om oplevelsen af sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv i en anerkendelse af, at manglen på individuelle valg, dårlig ledelse og mistrivsel i sig selv er ødelæggende for oplevelsen af balance. Det handler om en oplevelse af at frihed og struktur kan mødes i langt højere grad end i dag; at der ikke bliver kigget skævt fordi barnet IGEN er sygt; at hjemmearbejde (eller udenlandsarbejde) er mindst lige så kvalificeret som ”siddende-på-min-stol” arbejde i de jobs, hvor det er muligt; at ledere er mennesker, der rent faktisk interesserer sig og kvalificerer sig til at have med menneskers trivsel, arbejdsmening og produktivitet at gøre – og ikke bare fordi de har taget et af de utallige kurser der findes; at barsel anses som kompetenceskabende frem for karriereødelæggende; at mennesker vurderes på dét, de leverer af værdi, ikke på om de er der 37 timer eller 22 timer; at mennesker anerkendes som hele mennesker, og at tid til nærvær og nærhed i familielivet betragtes som at skabe kompetente og engagerede medarbejdere, der qua deres tid til ”ro” også producerer mere effektivt på ”bundlinjen”.

Vi er efterhånden ude i ekstremer, hvor mennesker får ondt i maven allerede søndag eftermiddag, fordi de snart skal op på arbejde igen. Fordi deres arbejder dræner deres energi. Familier, hvor hverdagen ikke opleves som andet end ren overlevelse frem til weekenden, hvor de så endelig kan puste ud. Menneskers liv skal da ikke være opdelt i to ekstremer: livet mandag-fredag og livet lørdag-søndag – det må vi kunne gøre bedre? Work-Life Balance er blevet en sovepude på det danske arbejdsmarked, og det er på tide, at vi tænker i next practices. I Danmark er 30-timers arbejdsuge generelt set et udskældt begreb, fordi ”det ikke er sådan vi plejer at gøre” – på trods af positive erfaringer fra dem, der tør at prøve det af. Vi snakker enormt meget om innovation og innovative tiltag, men det er jo bare fine ord. Ligesom medarbejderen oplever værdierne i medarbejderhåndbogen eller på væggen i kontorlokalet. Hvornår vågner vi dog op, kigger os selv i spejlet og ser et menneske – ikke et hamster?

Hvornår stiller vi os mon så kritiske over for hamsterhjuls-begrebet, at politikere, ledere, organisationer og virksomheder selv tager del i ansvaret? Nye behov stiller nye krav til rammerne på arbejdsmarkedet, krav til ledelse, krav til Work-Life Balance, krav til medarbejderinddragelse og trivsel, krav til strategisk tænkning og organisering. Hvornår begynder vi at udfordre Work-Life Balance, så vi kan imødekomme de tydelige behov, der er blandt mennesker? Vi er ikke hamstere – til gengæld kan vi, hvis vi har modet til at udfordre og afprøve vores arbejdsrammer på nye måder, få langt flere mennesker der rent faktisk oplever et liv, som ikke bare handler om at nå til fredag kl. 16.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *