Velkommen indenfor!


Endelig, endelig, endelig nåede vi frem til dagen, som vi har set frem til – og arbejdet hårdt hen imod – i lang tid! Vores webshop og iværksætterprojekt BLOCH EGÅ er nu åben for alle, og vi er vildt spændte på at byde jer indenfor. Vi håber, I vil tage rigtig godt imod os, følge vores vej fremadrettet og dele budskabet om vores lille butik.

Hvem er vi?

Vi er Theis og Sarah – udviklingsingeniør og virksomhedsantropolog, der sammen er sprunget ud i dette iværksætterprojekt ved siden af vores almindelige jobs. Aarhus er vores by og omdrejningspunkt, og her skaber vi rammerne for os selv og vores søn, Elio.

Hvordan opstod BLOCH EGÅ?

Tankerne bag BLOCH EGÅ spirede allerede i foråret 2015, hvor vi overtog vores renoveringsprojekt af et hus med den skønneste placering tæt på havet i Egå, Aarhus. Vi elsker at lave alting selv – både større ombygninger og små, kreative DIY-projekter – og vores gamle hus gav os lige netop mulighed for at afprøve en masse idéer. Da vi efter lang tid med håndværkeropgaver nåede til indretningen af huset, savnede vi en alternativ måde at dekorere vores vægge på. Vi søgte et produkt med enkle og rene linjer, som samtidig skulle give mulighed for at tilføje farver til vores vægge på en individuel og kreativ måde. Hvordan gør man vægdekoration spændende, dynamisk og nem at tilpasse, når farver og behov i vores indretning ændrer sig med tiden? Det blev den spæde start på vores helt eget brand; HEXAGONS.

HEXAGONS er forskelligfarvede sekskanter i bæredygtigt, hårdtpresset pap og er vores bud på en anderledes og nytænkt vægdekoration, der kan skabe stemning og liv i stuen, på børneværelset, kontoret – du bestemmer.

Lysten til at åbne en webshop tog for alvor fart i februar 2016, da vi var på ferie i Thailand. Vi har altid været meget rejselystne, og Asien har ofte været vært for vores eventyr – især Thailand, hvor vi allerede på første rejse faldt for den smukke natur, de imødekommende mennesker og den afslappede livsstil. På en aftentur kom vi forbi den fineste taskebutik i Karon Beach, Phuket. Butikken hedder Bubulum, og med det samme vi trådte indenfor, blev vi mødt af duften af ægte læder. Designet på taskerne lokkede vores øjne, og butikken var smukt indrettet med råt træ og rene linjer. Det stod hurtigt klart for os, at her var tale om lækre højkvalitetsprodukter, som fortalte deres helt egen historie – lige noget for os. Et par besøg og forretningsmøder senere var det på plads: Bubulum-taskerne skulle til Danmark. Ejerne af Bubulum er et ungt iværksætterpar ligesom os, og de brænder for deres håndlavede produkter. Vi har nogle få Bubulum-tasker på lager og arbejder på at få etableret en stabil leverance af taskerne, så de kan blive fast inventar på BLOCH EGÅ.

Hvorfor navnet BLOCH EGÅ?

Det endelige navn til vores onlinestore er blevet diskuteret og afprøvet en del gange, men grundstenen ”Bloch” har vi ikke været i tvivl om. Vores efternavn Blicher-Koch bliver i én sammentrækning til Bloch. Relationen til vores lokalområde, vores hus og havet i Egå betyder utrolig meget for os, og har også været medvirkende til, at denne onlinestore overhovedet er blevet til. Vores omgivelser og partnerskab er derfor grundlaget for BLOCH EGÅ.

Vi omtaler BLOCH som et “iværksætterprojekt” fordi:

– Som iværksætterprojekt har webshoppen været under opbygning i mange måneder, og vi gør det ved siden af vores almindelige jobs, husombygning, parforholdet og livet med Elio. Vi ønsker ikke at fremstå som noget, vi ikke er – vi vil derimod gerne byde vores kunder ind til at være en del af udviklingsprocessen.

– Som iværksætterprojekt vil vi gerne udfordre vores personlige perfektionisme (… andre som kender til den?) og åbne webshoppen inden vi måske pludselig ser andre realisere vores idéer og ærgre os over at vi ikke tog springet i tide. Vi vil gerne turde at handle, selvom projekterne stadig er i proces.

– Som iværksætterprojekt er vores lager ikke utømmeligt, og derfor kan du som kunde opleve ventetid på en vare, hvis ikke den er på lager. Det vil vi naturligvis altid være helt ærlige omkring, og du vil få besked om leveringstid, hvis ikke den lever op til vores generelle vilkår med afsendelse inden for en uge – men naturligvis hurtigst muligt.

– Vi hører ALTID meget gerne fra dig med både ønsker, gode idéer, ros eller hvis du oplever plads til forbedringer. Skriv til os på kontakt@blochegaa.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *