Performance-Danmark: Hvad er din tid egentlig værd?

”Mor er på arbejde” – ”Far er på arbejde”. Disse sætninger er noget af det første de fleste børn lærer at sige, når de evner at tale. Vi føder vores børn ind i et samfund, hvor vi forventes at være (uforholdsmæssigt) meget sammen med vores arbejdsplads i forhold til tiden med vores familie. Sådan er det bare i Danmark.

Men hvad nu hvis det ikke behøver at være sådan? Hvad nu hvis vi tør at tænke ud over flekstid og frugtordninger, og i stedet går mere nysgerrigt og kritisk til vores egen arbejdskultur?

Når vi har travlt, er vi vigtige – åbenbart?
Vi snakker i stor stil om ”hamsterhjulet” – på én og samme tid med en vis foragt og en vis stolthed. Vi haster halsende igennem ugen for at nå frem til fredag eftermiddag kl. 16. har vi endelig tid sammen som familie, som kærester, som venner. Samtidig foragter vi, at arbejdsugen grovædende sluger af den dyrebare tid, der forsvinder mellem fingrene på os.

Men i hamsterhjulet er vi danskere også trygge. For så har vi jo travlt. Og når vi har travlt, er vi vigtige i andres øjne. Og vi gør det samme, som alle andre. For tænk, hvis vi gik på arbejde – og det var både produktivt og meningsfuldt – men at vi samtidig kunne have mere tid med vores familie og venner?

Tænk, hvis vi gik på arbejde – og det var både produktivt og meningsfuldt – men at vi samtidig kunne have mere tid med vores familie og venner?

Når nogen træder ud af hamsterhjulet, og siger det højt, så træder de også ved siden af. Ved siden af samfundsnormerne. Ved siden af det, vi forventes at gøre – det vi bør gøre. Ved siden af alt det, vores samfundsstrukturer er indrettet ud fra. For i Danmark kan vi ikke lide, når nogen gør noget anderledes. Ikke for længe af gangen i hvert fald.

Når nogen går imod vores konsensus-samfund, og gør opmærksom på, at det vi har gang i, er fuldstændig meningsløst, bliver vi konfronteret med, at vi opfører os som ukritiske lemminger. For ja, det gør jo lidt ondt at indse, hvordan vi over-forbruger hinandens tid.

Vi værdisætter mennesker ud fra deres arbejdstid
”Jeg arbejdede nok 50 timer i den forgangne uge – og måske nærmere 60 timer ugen før” hører jeg mennesker sige med et stolt smil. Som om vedkommende qua sine timetal er en dygtig og værdifuld medarbejder. Et anerkendt menneske.

Der er i sagens natur intet galt i at arbejde mange timer. Intet. Så længe det giver mening for den enkelte. Hvad der derimod er noget helt galt med er, at vi i den danske arbejdskultur indirekte værdisætter mennesker ud fra, hvor mange timer vi arbejder. Jo mere, vi arbejder, jo dygtigere borgere er vi.

”Nedsat tid, siger du? Hmm, det kan jeg ikke rigtig tillade, eller jo måske, men så kan du ikke få de spændende opgaver.”

”Nedsat tid, siger du? Hmm, det kan jeg ikke rigtig tillade, eller jo måske, men så kan du ikke få de spændende opgaver.” ”Vil du arbejde mere hjemmefra? Ej, nu må det stoppe, så ved jeg jo ikke, hvad du egentlig laver.” ”Hjemmepasning i en periode? Hvor uambitiøs kan du være?” Samfundet går jo (åbenbart) nedenom og hjem, når mennesker træffer valg, der er meningsfulde for dem selv. For så performer vi (åbenbart) ikke.

I performancekulturen gælder ”Fake it till you make it” 
I ordets spæde betydning, handler performance om at optræde og fremføre – og hører i sin oprindelse også til den mere teatralske og kunstneriske verden. Performance skal være overbevisende for publikum; fordi der ofte er tale om skuespil og uvirkelighed. Performance er også at præstere, og de to – at optræde og præstere – hænger i sagens natur meget godt sammen, når vi ser på den danske arbejdskultur.

Vi skal agere dydige borgere og gå på arbejde, hvor vi udfylder vores tid og besvarer spørgeskemaer i ét væk – fordi det åbenbart gør det hele mere værdifuldt.

Organisationer og virksomheder vil meget gerne omtale en decideret ”performancekultur” – hvilket basalt set er blevet en måde at profilere sig som seriøs, dygtig og ambitiøs. Åbenbart. Performancesamtaler, -indsatser og -skemaer er alle måder, tror vi i hvert fald, til at vurdere, måle og veje os på. Gerne i tæt forbindelse med kompetenceskemaer og udviklingsprocesser, så vi performer mest muligt. Hvor tomme de flotte ord i virkeligheden opleves i hverdagen er åbenbart ikke relevant; bare der er nok med spørgeskemaer, tal, personlighedstest, kvantificeringer og strategisk bullshit, så har du ramt plet i Performance-Danmarks store arena (… for ligegyldighed).

Pseudoarbejde spænder ben for at sætte hinandens tid fri
Performance-Danmark er i min optik indbegrebet af en arbejdskultur, der driver rovdrift på mennesket. En arbejdskultur, der er så selvfikseret og intetsigende, at den har tabt egentlig værdiskabelse. Er det da værdifuldt, at den dydige borger er sammen med kollegaerne i langt, langt flere timer end med familien, besvarer meningsløse spørgeskemaer i ét væk om arbejdstrivsel, udvikling, performance, forældretilfredshed, kundetilfredshed osv. og ellers holder sin mund uden at stille spørgsmålstegn?

Vi udlever en arbejdskultur, hvori vi har mistet tilliden til hinanden, hvor udgangspunktet er, at mennesket er dovent og ineffektivt, og derfor skal timetallet, et firkantet karrierebegreb og vores jobbetegnelse definere vores værd. Alt sammen til stor nydelse for mennesker, der elsker og lever af strategisk bullshit. Hvilket er overraskende mange.

Vi ”pseudoarbejder” i en sådan grad, at vi spænder ben for at sætte hinandens tid fri.

Vi ”pseudoarbejder” i en sådan grad – læs bogen ”Pseudoarbejde” af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, hvis ordet er nyt for dig – at vi spænder ben for at sætte hinandens tid fri. Men ja, det kræver evnen til at se bag om den evige kvantificering af mennesker og i stedet se på helheden.

Timetal fortæller intet om indhold, dygtighed eller bidrag
For livet udfolder sig ikke i strategisk bullshit, målsætninger og retningslinjer – det udfolder sig blandt mennesker, der lever og oplever. Som mennesker er vi forskellige. Vores arbejdstilgange, workflow og behov er forskellige. Vores timeantal fortæller absolut intet om indhold, dygtighed eller bidrag i vores arbejde – intet. Ej heller hvor ambitiøse vi er – selvom vi i Performance-Danmarks store arena ihærdigt bilder hinanden det ind.

Den usagte forståelse af, at mange arbejdstimer = mere værdifuld, skal vi udfordre hinanden på.

Den usagte forståelse af, at mange arbejdstimer = mere værdifuld, skal vi udfordre hinanden på. Ellers kommer vi aldrig til at kunne indrette os anderledes og skabe nogle rammer, hvor den ene arbejder 5 timer, den anden 35 timer, den tredje 15 timer, den fjerde 60 timer og den femte 22 timer, og alle anerkendes som værdifulde. På grund af det indhold og det bidrag vi tilfører – kvaliteten i det arbejde, vi skaber – intet andet. Og nej, arbejde er ikke udelukkende, som vi tænker det i dag, ikke noget, der kun hører en jobbetegnelse og et CV til.

Tid er vores mest dyrebare valuta
Pernille Garde Abildgaard har skrevet bogen ”Manden der knuste kalenderen for at gøre sine medarbejdere lykkelige”. Bogen handler om 4-dages arbejdsuge. I min optik et koncept, der er så udskældt i Danmark, bliver grinet af i stride strømme, af mennesker, der åbenbart er tryggest ved at fortsætte som vi har gjort i 100 år.

Abildgaard skriver, at de arbejdende forældre kommer til at ændre arbejdskulturen – fordi vi har alt at vinde og vel intet at tabe. Vi kan vinde tid sammen med hinanden og vores børn. Vi kan vinde mere overskud. Vi kan vinde et mere meningsfuldt liv, hvor tid sammen anerkendes som en værdifuld ressource i sig selv, som kompetencegivende og værdifuld. Fordi tid rent faktisk er vores mest dyrebare valuta.

I fremtiden vil vi anerkendes for at være hele mennesker
I dag ofrer vi hinanden som kastebolde i Performance-Danmarks store arena, men jeg er fortrøstningsfuld. Især den velovervejede fuck-you-attitude, som de 20-årige viser (se bl.a. DR-programmet ”Når sabbatår er fucked”) giver mig forhåbninger for fremtiden. Det er blandt dem, der er 10 år yngre end mig selv, endnu tydeligere, at vi er på rette vej mod et samfund, hvor vi ikke finder os i, at anerkendelse ligger i vores jobbetegnelse alene – og da slet ikke ud fra, at jo flere timer, vi arbejder, jo mere værdifulde er vi som mennesker.

Det er blandt dem, der er 10 år yngre end mig selv, endnu tydeligere, at vi er på rette vej mod et samfund, hvor vi ikke finder os i, at anerkendelse ligger i vores jobbetegnelse alene.

Hvor vi i stedet anerkendes for at være hele mennesker med hele liv. Mennesker, der bidrager og yder, fordi det ligger i vores natur at gøre det. Fordi vi er interesserede i at opretholde et velfærdssamfund – måske vi simpelthen bare ikke længere er enige om, hvad et ”velfærdssamfund” egentlig betyder?

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *