BLOCH EGÅ: en platform for alternativer til indretning af boligen og indretning af hverdagen

Vi er Theis og Sarah – udviklingsingeniør og virksomhedsantropolog, der sammen er sprunget ud i dette iværksætterprojekt ved siden af vores almindelige jobs. Aarhus er vores by og omdrejningspunkt, og her skaber vi rammerne for os selv og vores søn, Elio.

Bæredygtighed og co-creation – vi leverer enkeltdele, og du sammensætter din egen helhed

Tankerne bag platformen BLOCH EGÅ spirede allerede i foråret 2015, hvor vi overtog vores renoveringsprojekt af et hus med den skønneste placering tæt på havet i Egå, Aarhus. Vi elsker at lave alting selv – både større ombygninger og små, kreative DIY-projekter – og vores gamle hus gav os lige netop mulighed for at afprøve en masse idéer. Da vi efter lang tid med håndværkeropgaver nåede til indretningen af huset, savnede vi en alternativ måde at dekorere vores vægge på. Vi søgte et produkt med enkle og rene linjer, som samtidig skulle give mulighed for at tilføje farver til vores vægge på en individuel og kreativ måde. Hvordan gør man vægdekoration spændende, dynamisk og nem at tilpasse, når farver og behov i vores indretning ændrer sig med tiden? Det blev den spæde start på vores helt eget brand; HEXAGONS.

HEXAGONS findes i webshoppen og er forskelligfarvede sekskanter i bæredygtigt (FSC-mærket), hårdtpresset pap og er vores bud på en anderledes og nytænkt vægdekoration, der kan skabe personlighed, stemning og liv i stuen, på børneværelset, kontoret – du kender din indretning bedst, og vi vil med HEXAGONS gerne bidrage til nogle af elementerne i dit samlede hjem. Vi udvikler hele tiden på vores HEXAGONS produkter for at udfordre vores “box thinking”, og vi er p.t. ved at undersøge mulighederne for også at anvende dem som bordplade. Følg med på Instagram (@bloch.egaa), Facebook og vores Blog her på platformen, hvor vi løbende opdaterer tanker og udfordringer ift. vores idéer.

Co-creation er for os en tilgang til vores virksomhed, organisering og produktudvikling. Vi søger samskabelse og dynamik, og vi inddrager jer som kunder, når vi giver jer mulighederne for at skabe lige præcis dén dekoration, der giver mening i jeres hjem. Samtidig er co-creation dybt lagret i vores udgangspunkt for samarbejdsrelationer. Vi har ikke alle kompetencer selv, og vores samarbejdspartnere er derfor vigtige og værdifulde for både vores processer og vores udvikling.

Vi udfordrer det eksisterende med det potentielle

Dét med at turde tænke anderledes, udfordre vores “box thinking” og bidrage med nye vinkler ligger i vores natur. Både qua vores uddannelsesretninger som ingeniør og virksomhedsantropolog og i vores personligheder. Da Theis ville fri tilbage i 2013, og vi begge var på SU, og han vidste, at Sarahs drøm var en stor diamantring, ville de fleste på forhånd have tænkt “dét kan ikke lade sig gøre”. Da vi købte hus i 2014, hvor den ene af os stadig var på SU, og vi lige havde holdt et stort bryllup, fortalte flere os at “dét kan ikke lade sig gøre”. Da vi tog på rejse i Asien med Elio, 8 måneder gammel, fortalte flere at “dét ville de ikke gide med et lille barn”. Og nu hvor vi har åbnet BLOCH EGÅ og forsøger at finde balancen mellem iværksætteriet og vores andre jobs, tænker nogen “dét kan man da ikke gøre på den måde”. Med BLOCH EGÅ som platform vil vi gerne bidrage til at vi alle tør at tage valg, der giver mening for os selv, også selvom de nogle gange er utraditionelle. Gennem produkter på webshoppen og autentiske fortællinger på bloggen, vil vi gerne inspirere til, at vi udfordrer “box thinking” – vi behøver ikke allesammen at indrette vores hverdag på samme måde, fordi vi ikke nødvendigvis har samme behov og ønsker for vores liv. Vi bidrager med nye vinkler, fordi det er vigtigt, at vi ikke har så stort et fokus på hvad hinanden ikke kan opnå, men nærmere hvad vi kan.

For BLOCH EGÅ handler produkterne såvel som udfordring af “box thinking” om indretning – indretning af boligen og indretning af hverdagen. Vi behøver ikke gøre det ens, faktisk har vi alle ofte brug for at indrette os med et lille tvist – så den indretning, der er din hverdag, giver mening for dig – men derfor kan vi stadig godt lære af hinanden.

Navnet BLOCH EGÅ

Det endelige navn til vores platform er blevet diskuteret og afprøvet en del gange, men grundstenen ”Bloch” har vi ikke været i tvivl om. Vores efternavn Blicher-Koch bliver i én sammentrækning til Bloch. Relationen til vores lokalområde, vores hus og havet i Egå betyder utrolig meget for os, og har også været medvirkende til, at denne onlinestore overhovedet er blevet til. Vores omgivelser og partnerskab er derfor grundlaget for BLOCH EGÅ.

Vi omtaler BLOCH som et “iværksætterprojekt” fordi:

– Som iværksætterprojekt har platformen været under opbygning i mange måneder, og vi gør det ved siden af vores almindelige jobs, husombygning, parforholdet og livet med Elio. Vi ønsker ikke at fremstå som noget, vi ikke er – vi vil derimod gerne byde dig ind til at være en del af udviklingsprocessen.

– Som iværksætterprojekt vil vi gerne udfordre vores personlige perfektionisme (… andre som kender til den?) og åbne platformen inden vi måske pludselig ser andre realisere vores idéer og ærgre os over at vi ikke tog springet i tide. Vi vil gerne turde at handle, selvom projekterne stadig er i proces.

– Som iværksætterprojekt er vores lager på webshoppen ikke utømmeligt, og derfor kan du opleve ventetid på en vare, hvis ikke den er på lager. Det vil vi naturligvis altid være helt ærlige omkring, og du vil få besked om leveringstid, hvis ikke den lever op til vores generelle vilkår med afsendelse inden for en uge – men naturligvis hurtigst muligt.

– Vi hører ALTID meget gerne fra dig med både ønsker, gode idéer, et potentielt samarbejde, hvis du har ros eller oplever plads til forbedringer. Skriv til os på kontakt@blochegaa.dk