”Når ’barn syg’ tager livet af det ’faste job’” VS ”Når det ’faste job’ tager livet af ’barn syg’”

Udgangspunktet for identiteten hos det levende menneske er arbejdet. Det vil ”samfundet” i hvert fald gerne have os til at tro, og det er i høj grad sådan, vi skoler hinanden – måske derfor det er så populært at italesætte arbejdets mange timer, pres og travlhed i omgangskredsen? Det er jo en smule absurd i min optik, når alt dét, der gør os levende, indebærer så meget mere end vores arbejde. De (vi – jeg er kun 30) nye generationer vil sættes fri af arbejdets modhager; bl.a. af timetal som prestige. For ja, jeg elsker mit bidrag og den forskel jeg kan gøre rent ”arbejdsmæssigt”, men aldrig i livet om det skal være for at miste (for meget) værdifuld tid med min familie.

“… for ja, bakteriebomben i vuggestuen betyder ikke blot syge børn, men også ofte syge forældre”

Jeg læste for nyligt en artikel i Vores Børn med overskriften ”Når ’barn syg’ tager livet af det faste job”. Jeg kan levende nikke genkendende til artiklens fokus på problemstillingen om små børn, institutionsliv og sygdomsdage i hobetal, da vores egen lille dreng brugte det første halve år af livet i ”velkommen til vuggestuen” på at være langt, langt mere hjemme med sygdom end at være i institution. I den situation var vi faktisk drøn-heldige, at jeg efter en projektansættelse før min barsel ikke havde et job at vende tilbage til, så jeg derfor ”nemt” kunne tage en masse sygedage, mens jeg søgte job. Selvom det jo er et job i sig selv, når man går seriøst til værks. Selvom jeg ikke havde et arbejde, hvor jeg skulle møde op hver morgen, havde jeg stadig oplevelsen af forpligtelser, ansvar og dårlig samvittighed over for de arbejdsmæssige opgaver, jeg ikke fik lavet, når den ene sygdomsuge tog den næste hos vores barn. Nu er han lige blevet to år, og vi har brugt de sidste tre uger på at være sløje og syge på skift – for ja, bakteriebomben i vuggestuen betyder ikke blot syge børn, men også ofte syge forældre.

“Og når den dårlige samvittighed over for både arbejdsopgaver og barn forsøger at kæmpe om pladsen…”

Jeg nikker også nemt genkendende til det frygtede navn på telefonens display, som artiklen beskriver det som, altså vuggestuens navn der bimler og bamler med lys og lyd for gud-ved-hvilken-gang, når ens lille igen er blevet nedlagt af sygdom. Og når den dårlige samvittighed over for både arbejdsopgaver og barn forsøger at kæmpe om pladsen, mens man oplever diskussioner og snakke frem og tilbage om hvem der bedst kan tage (endnu) en sygedag/”hjemmearbejdsdag”. Kvinden, som artiklen handler om, tog konsekvensen og sagde sit faste job op, fordi det simpelthen var for ”… umulig en situation vi stod i” – også med endnu et barn på vej. Hun blev freelance og har i dag derfor den fleksibilitet, som livet (især med små børn) kræver.

“Virkeligheden er, at vi får børn, og at vi oplever splittelse og stress ml. virkeligheden og et arbejdsliv, der ikke er gearet til, at vi rent faktisk har børn”

I min optik er det interessante ved artiklen netop også, hvordan den bliver et spejl på vores samfund, vores arbejdsmarked og vores måde at italesætte, hvad der er definerende. Det er fakta, at små børn er meget syge, det er fakta, at de kræver pleje, omsorg og nærvær fra deres primære personer (også) når de er syge – alene hjemme kan de jo i hvert fald ikke være – det er fakta, at børn (eller mennesker i det hele taget) sjældent er syge blot en dag eller to, hvis der skal være nogen chance for at blive rask (… og dermed ikke smitte alle andre). Men det er også oplevelser af dårlig samvittighed, og ender der slet ikke kan nå sammen, når vi forsøger at balancere ”familieliv” og ”arbejdsliv”. Hvorfor? Fordi alt for få har erkendt, at organiseringen af arbejdet ikke hænger sammen med virkeligheden. Virkeligheden er, at vi får børn, og at vi oplever splittelse og stress ml. virkeligheden og et arbejdsliv, der ikke er gearet til, at vi rent faktisk har børn.

“I min optik er den store forskel, at vi ved førstnævnte rent samfundsmæssigt anskuer ‘barn syg’ som det problematiske, som synderen, hvor jeg hellere vil snakke om det problematiske ved indholdet af det ‘faste job’, som stadig er for rigidt til virkeligheden”

Det kan næppe være rigtigt, at vi skal forsætte med en så rigid organisering, der opdeles i ’faste jobs’ og ’freelance/selvstændige’. Artiklens overskrift ”Når ’barn syg’ tager livet af det ’faste job’” kunne også have heddet ”Når det ’faste job’ tager livet af ’’barn syg”. I min optik er den store forskel, at vi ved førstnævnte rent samfundsmæssigt anskuer ’barn syg’ som det problematiske, hvor jeg hellere vil snakke om det problematiske ved indholdet af det ’faste job’, som stadig er for rigidt til virkeligheden. Vi må kunne skabe en organisering af vores arbejde, hvor der er plads til at virkeligheden og tiden lagt i ens arbejde giver meget mere mening. Noget må vi da lære hinanden på alle de kompetenceudviklingskurser – altså andet end blot at gøre det samme, som vi altid har gjort.

Nu er det snart jul, hvor mange forsøger at sætte tempoet ned og oplevelsen af ”værdi”/kvalitetstid op. Som Peter Plys siger: ”Floder ved, at der ikke er nogen grund til at skynde sig. Vi skal nok nå frem.” Tempo og effektivitet – eller måske nærmere tempo og værdiskabelse – har sjældent noget som helst med hinanden at gøre. Tempo er i sig selv tomt, så hvorfor løber vi så så hurtigt efter de forbandede faste timetal i vores måder at organisere arbejdet?

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *