Mads & Monopolet-fortællingerne rummer ganske fine empiriske brudstykker af data fra ”arbejdslivet” – men handler vi anderledes efter at have hørt et dilemma, der minder om vores hverdag?

Det er ikke en sjældenhed, at dilemmaer og udfordringer fra danskernes daglige gang ”i arbejdslivet” finder vej til all-time radio-succesen Mads & Monopolet på P4. Om vi vil være ved det eller ej kan langt de fleste fortællinger gøre sig gældende i en hvilken som helst organisation; stor, lille, offentlig, privat. Faktisk er fortællingerne nogle ganske fine brudstykker af empirisk data, hvor jeg ofte kan relatere en oplevelse formuleret i radioprogrammet til nogle af de mange forskellige mennesker jeg har mødt i mit faglige virke som antropolog ”på arbejdsmarkedet”.

“Der er jo ikke så meget at gøre ved det, for sådan er XXX (lederen) jo bare.”

For nogle uger siden dukkede et dilemma op, som helt sikkert har været med før, blot med nogle andre nuancer. En medarbejder fra en virksomhed skriver ind, at en kollega udsættes for grov og ondskabsfuld behandling af deres fælles leder. Skriveren er ikke selv udsat for samme chikane, men vedkommende bryder sig ikke om den urimelige tiltale og åbenlyse nedgørelse af kollegaen. Skriveren er uforstående over for lederens adfærd, og der har været taget fat i den personaleansvarlige på arbejdspladsen, som siger, at ”det er der jo ikke så meget at gøre ved, for sådan er XXX (lederen) jo bare”. Vel efterfulgt af et nervøst grin, eller hvad? Skriveren er i tvivl om lederen skal konfronteres, da vedkommende ikke synes at adfærden på nogen måde er i orden, eller om skriveren skal lade kollegaen tage ”sin egen” kamp.

“Den her fortælling er på ingen måde enestående. Oplevelsen er et stykke ganske fint empiri fra det danske arbejdsmarked, men får det ikke blot lov til at ende som endnu en (underholdende) fortælling til den søvnige morgenkaffe – og er det rimeligt?”

Der bliver diskuteret frem og tilbage i monopolet, ”voksenmobning” italesættes hurtigt, og et par i monopolet mener ikke, at skriveren skal ”tage kampen” med lederen, men stå bag kollegaen i baggrunden, når vedkommende siger fra. Der bliver snakket om risikoen for at miste sit arbejde, at sige tydeligt fra og ændre en kultur, hvor ingen tør at sige noget. Én i monopolet er meget klar i mæglet – som den eneste. At skriveren skal sige fra over for lederen. At der skal sættes en stopper for dén adfærd. At vi skal være fælles om at stoppe dårlig – og skadelig – ledelse. Én i monopolet får sagt, at ”det måske ikke er så slemt, det lederen siger, og hvis man er lidt sart, så bliver det også hurtigt en stor sag”. Måbende sidder jeg tilbage. Den her fortælling er på ingen måde enestående. Oplevelsen er et stykke ganske fint empiri fra det danske arbejdsmarked, men får det ikke blot lov til at ende som endnu en (underholdende) fortælling til den søvnige morgenkaffe – og er det egentlig rimeligt?

Ofte tænker jeg på om der sidder ledere eller medarbejdere – mennesker – derude og lytter med, som føler sig ”ramt” af det indsendte dilemma? Om dilemmaerne nogensinde skaber en effekt af selvransagelse og modet til at turde agere anderledes, eller om de blot bliver yderligere ”støj” i lederens ører, selvom vedkommende udmærket er klar over, at fortællingen kunne handle om hendes/hans arbejdsplads?

“… en ganske enkelt uacceptabel ledelsesstil blev endnu engang tilnærmelsesvist ‘dysset ned’.”

Mads og Monopolet-lytning lørdag formiddag er easy-going på overfladen, men mine erfaringer fra det danske arbejdsmarked helt tilbage fra jeg stod som prøverumspige (det hed det dengang) i en tøjbutik som 15-årig, udgør også mange af lignende fortællinger og handlinger fra medarbejdere og ledere, som vi hører i fortællingerne lørdag efter lørdag. At gennemskue og forstå, hvad der er på spil på en arbejdsplads, er i dén grad blevet forfinet af min uddannelse som antropolog, men udfordringerne har altid interesseret mig. Er vi af alle vores mange ”yderst vigtige udviklingsparametre” ikke blevet dygtigere end blot at bekræfte hinanden? Rygklapperi og skyklapper skaber ikke en god arbejdsplads, selvom det er den nemme adfærd. Vi kan ikke blive ved med at holde udfordringerne ud i en armslængde fra os selv, men ufatteligt mange gør det alligevel – ligesom flere i monopolet gjorde i dilemmaet i Mads & Monopolet, hvor en ganske enkelt uacceptabel ledelsesstil endnu engang blev tilnærmelsesvist ”dysset ned”. Denne adfærd er, igen, ganske fint empirisk data, der bl.a. fortæller os, at oplevelsen af dårlig ledelse er den enkeltes problem, fordi vi er alt for konfliktsky til at handle ud fra, at det simpelthen bare ikke må foregå. “Kultur” er en mastodont, som vi kun kan ændre på ved – som minimum – at åbne øjnene, stoppe rygklapperiet og se kritisk på vores egen og samlede adfærd. For hvordan kan et eksempel, som det beskrevne, overhovedet have en lille bitte klang af at være “acceptabelt”?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *