”Jeg har overvåget min rengøringskone, og hun skriver tre kvarter mere på sin aflønning, end hun opholder sig i vores hus” – Mads & Monopolet-spørgsmål som eksempel på det danske arbejdsliv og timebesættelse

”Jeg har overvåget min rengøringskone, og hun skriver tre kvarter mere på sin aflønning, end hun opholder sig i vores hus” – Mads & Monopolet-spørgsmål som eksempel på det danske arbejdsliv og timebesættelse

Jeg har lige hørt en genudsendelse fra et nyligt Mads & Monopolet-program, hvor en mand skriver ind, da han grundet sit arbejde har haft overvågning på eget hus/døre, og derfor kan registrere, hvornår folk kommer og går. Han har så haft tjekket tiderne for deres rengøringskone, der kommer hver 14. dag og gør rent på en måde, som – med hans egne ord – ”han og hans kone er meget glade for”. De er altså meget tilfredse med rengøringskonens arbejde, eller resultatet og værdien af hendes indsats. Rengøringskonen aflønnes for 2 ½ time, men han har så fundet ud af, at hun kun opholder sig i huset i 1 time og 50 minutter. ”Det kan godt være, at hun er blevet mere effektiv med tiden, men skal vi virkelig betale for det?” spørger han. Nu skriver han så til Monopolet, om han og konen skal fortælle hende, at de ved, at hun snyder, om de skal fyre hende, eller om de skal lade det ligge, da de jo virkelig er ”meget glade for hendes arbejde”.

Eksemplet er i min optik så interessant, og så sigende for vores arbejdsmarked i Danmark, at det næsten ikke kan passe bedre sammen end hånd i handske, fod i hose, og hvad det ellers hedder sig. Den ene paneldeltager i Monopolet siger så ganske klart og tydeligt, at rengøringskonen jo også kunne opholde sig i huset i langt længere tid, sætte sig og se tv, eller hvad end, som intet har med rengøring af gøre. Bare for at ”det passer” med timerne. Ligesom mange mennesker gør på deres arbejdspladser – de fylder online-kalenderen ud, går til endeløse ”vigtige” møder, skriver side op og side ned om noget ingen læser, registrerer det ene og det andet, har to computerskærme kørende for at se vigtige og travle ud, selvom de måske mest af alt allerede har gjort et godt stykke arbejde og i stedet kunne gå hjem og lade hjernen få en pause, være sammen med familien eller dyrke fritidsinteresser. Læs bogen ”Pseudoarbejde”, hvis dette er sort snak for dig, og du ikke i forvejen kender til det fra din egen hverdag. En anden monopoldeltager siger, også ganske vigtigt, at vi i Danmark er så fikserede vi processen, eller timeantallet, frem for resultatet, værdien og indsatsen af arbejdet, at det er en form for sindssyge. Alle tre paneldeltagere i Monopolet er rungende enige om, at spørgeren skal være glad for indsatsen hos den rengøringskone, han har, og betale det beløb, som svarer til hendes oprindelige 2 ½ time. Det er hendes egen fortjeneste at være mere effektiv, så længe hun gør et godt stykke arbejde.

Spørgsmålet er så hverdagsagtigt som noget, men det er samtidig et fantastisk billede på den måde, vi bremser hinanden i vores liv og på vores arbejdsmarked, så det næsten er uudholdeligt. Hvis vi går i den her type sko, når det gælder rengøring derhjemme, så forstår jeg bedre, at vi er lysår fra et arbejdsmarked, hvor vi ikke er fikserede på timeantal, men i stedet har fokus på menneskers indsats, bidrag, resultat og værdi. Jeg kunne nævne adskillelige eksempler (men kunne aldrig drømme om at gøre det med det snæversyn, vi stadig er underlagt i nutidens arbejdsliv) på dygtige, kompetente og højt værdsatte medarbejdere, der indretter deres arbejdsliv så ”tilpasset”, som det nu er muligt, ift. timeantal og indsats, at de ville få frigivet en hel del tid rent officielt, hvis det blot var acceptabelt at holde fri, når ens hjerne takker nej for i dag eller længslen efter familien eller fritid er større end hvad der er tilbage at give af til ens arbejde.

Hvorfor er det (stadig) så vigtigt, om mennesker er ”på arbejde” 37, 25, 45 eller 15 timer om ugen? Hvor befriende ville det ikke være, hvis vi helt åbenlyst kunne holde fri, når vi ikke har mere at bidrage med den pågældende dag, så længe vi i det store hele gør et godt stykke arbejde? Så rengøringsdamen helt åbenlyst kan tage hjem efter 1 time og 50 minutter, men naturligvis bliver betalt samme beløb som tidligere, da alt andet jo er komplet meningsløst. Vi skal stoppe med at drive meningsløs rovdrift på hinanden! Langt de fleste mennesker vil gerne – og gør også – en rigtig stor indsats i organisationer og virksomheder, samtidig med at vi også gerne vil fylde vores liv med andet indhold. Fordi det giver mening. Er vi bange for at give slip på timeantallet og sætte hinanden fri, fordi det udfordrer vores kassetænkende adfærd, vores tillid til hinanden og vores – til tider – millimeterdemokrati, eller hvad handler det her egentlig om?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *