Inspirationen til BLOCH EGÅ – vores husrenovering FØR og EFTER

Som vi skriver under BAG OM BLOCH EGÅ, har vores husrenovering inspireret os til HEXAGONS vægdekoration. Her er et par billeder FØR og EFTER vores husrenovering – listen af ting, vi har ordnet ved huset, er gigantisk lang, og vi har gjort de fleste ting selv – fordi vi ikke kan lade være, og fordi vores budget bestemt heller ikke rækker til at få andre til at gøre det hele. 🙂

Vi har arbejdet på huset, siden vi overtog det i april 2015 – der opstår altid muligheder, når man har et gammelt hus, og vi er ikke sene til at rykke på nye idéer. Det kan være små som store ting – bl.a. har vi i år sat orangeri op i haven, vandskuret og malet huset, og vi har isat nyt vindue i den ene gavl. Men vi har også lavet meget mindre ting såsom at skifte håndtagene på vores køkkenskabe, renoveret et gammelt arkivskab og bygget et betonskrivebord (og er p.t. i gang med et betonspisebord!)

Vi har også flyttet rundt på vores HEXAGONS et par gange, fordi vi f.eks. har indrettet nyt kontor og lavet om i stuen. Da vi i 2015 overtog huset, startede vi med at rive alle indvendige døre, fodlister og gerigter ned, sætte nyt op, slibe gulve, male vægge, lofter o.l. Vi slog et stort hul i en mur og nedlagde et gæstetoilet for at åbne huset mere op. Se billedet herunder, der viser vores entré med indbygget, skjult bryggers. Billedet er et godt eksempel på, hvordan huset generelt har fået et løft, og er gået fra at være trist og gammeldags til lyst og moderne – uden dog at fjerne husets sjæl!

Vi blev færdige med det grove arbejde indvendigt relativt hurtigt, faktisk i løbet af et par uger, og så kunne vi flytte ind. I vores indretning manglede vi et alternativ til de typer af vægdekoration, der allerede var på markedet. Vi havde plakater et par steder, billeder et par andre steder, men vi savnede noget, som kunne bryde de hvide vægge mere dynamisk og give den stemning og de farver, som vi ønskede. Efter at have set på stenkakler, som var for besværlige at sætte op, ikke særligt nemme at flytte igen, og generelt et dyrt valg, fik vi idéen til de sekskantede, farvede papbrikker. HEXAGONS blev altså født midt i vores renoveringsprojekt ud fra et behov, som vi ikke kunne få indfriet på det eksisterende marked. Derfor kan man vel sagtens sige, at husrenoveringen i sidste ende er blevet til endnu et projekt; BLOCH EGÅ.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *