”I har overset muligheden for at give drengen et dansk navn” – Om at give sit barn et ”anderledes” navn i Danmark anno 2019

En smule overraskede over, hvor mange tilfældige der via Facebook (et efterhånden mystisk medie, som vi alligevel stadig er en del af) kommenterede på vores søgen efter et navn til lillebror, da jeg stadig var gravid, blev jeg inspireret til et skriv – det gjorde Theis egentlig også, jeg havde bare allerede skrevet noget af det, mens han puttede Elio en eller anden efterårsaften i 2018.

Vi er ofte blevet spurgt, hvor vi egentlig har fundet navnet Elio – for nej, det er jo ikke særlig almindeligt i Danmark, og da han blev født i slutningen af 2016, var han vist nok nr. 2 med sit navn. I dag er der hele 16 mennesker (børn?) med navnet Elio i Danmark, så det er jo sådan set noget af en procentvis eksplosion!

“Elio… ej, det kan I da ikke kalde ham” eller “Elio, ja, det er da lidt specielt” har vi hørt forskellige steder fra, da vi proklamerede, at Elio skulle hedde Elio – hvis han naturligvis lignede “sådan én”, når vi havde mødt ham irl. Dét gjorde han så, sjovt nok. Vi havde ikke forventet andet end blandede reaktioner, vi havde heller aldrig selv hørt navnet før, og hvordan udtaler man det egentlig? Vi udtaler det med et ”blødt” i, altså tryk på Elio, ligesom i ’et i pigenavnet Eliya – ikke É-lio – som mange ellers starter med at kalde ham. 😉

Vi fandt ud af til en kønsskanning i uge 14-ish, at vi skulle have en dreng, og vi var ret meget på bar bund mht. navne. Vi synes begge, der er rigtig mange søde drengenavne, men ens eget barns navn skal jo helst også “mærkes” noget mere indeni – for os i hvert fald. Det er lidt ligesom at kigge på bolig, det er drøn svært at formulere, hvad der lige præcis giver den rigtige mavefornemmelse (se bare i 3xBeliggenhed på TV2…), men når den er dér, så er man egentlig ikke så meget i tvivl. Sådan var det også med navnet Elio.

Vi researchede på livet løs efter et navn, og vi endte på websitet over godkendte drengenavne i Danmark – som I nok kan regne ud, er der tusindvis. Vi gik igennem fra A til Å, men ved E stoppede vi (især jeg) grundigt op, for dér stod Elio. Vi havde aldrig hørt navnet før, vi tyggede på det i noget tid, og vi overvejede kraftigt det her med at give sine børn “anderledes” og “sjældne” navne. Elio er ikke valgt, fordi det er anderledes, men fordi vi blev helt forelskede i det. Og så kunne han jo simpelthen bare ikke hedde andet! Ligesom med boligen – så må man bare eje den, når først mavefornemmelsen er rigtig. 😉

Der er opstået mange nye godkendte navne i Danmark de seneste år, og jeg er stødt på en del debatter i relation til navngivning og holdninger til dét her med at vi alle vil være unikke, og alle børn skal være “ih-så-åh-så-særlige” i dag. Holdningen om at man giver sit barn et specielt navn for at ophøje det til noget unikt, tænker jeg er temmelig firkantet og gammeldags. Navne er, som så meget andet, en smagssag, og jeg ser endnu mere navngivningen i dag som en tendens i, at det bliver mere okay at være forskellige og træffe sine egne valg. Og så skal vi huske, at grænserne for det ”normale” VS det ”anderledes” hele tiden udfordres og rykkes på – heldigvis for det!

I Danmark har vi en meget tung kultur i forhold til at søge konsensus og være ens. Vi bruger generelt enormt meget krudt på at fortælle hinanden, at forskellighed er positivt og velkomment, men i virkelighedens hverdag opdrager vi indirekte hinanden til at være ens – og være enige. Jeg ser dog en positiv udvikling i den anden retning, da der eksempelvis i vores egen og yngre generationer sker en del ændringer på synet på, hvordan mennesker, familieliv, arbejdsliv og samfund organiserer sig. Mange i dag vil gerne have muligheden for at indrette sig mere ud fra individuelle behov, fordi vi jo ikke alle behøver at være ens eller gøre tingene ens. Måske de mange “anderledes” navne er mere et udtryk for, at det i højere grad er acceptabelt at gå “sin egen vej”, end det er udtryk for forkælede generationer, der alle vil ophøjes til at være unikke? Grundlæggende er vi alle dybest set unikke, men som mennesker vil vi også både være almindelige og specielle på samme tid – den ubalance er et menneskeligt grundvilkår, som vel næppe har ændret sig ret meget over årene, vi har bare fået så mange kanaler til at udtrykke det igennem. Rynken-på-næsen over navne er også et udtryk for menneskers tryghed i vaner – og utryghed ved det nye – og der er MANGE navne, som jeg personligt slet ikke kan relatere til, både af de “almindelige” og af de “specielle”, men igen, her er vi forskellige, fred være med det. Og så har alle jo associationer til diverse navne og navne-kategorier, som vi forbinder med det ene eller det andet – det tror jeg ikke nogen af kan se os fri af?

… Og så kom Nori. Jep – Nori, ligesom sushi-tang. Lillebrors navn stødte vi egentlig på, da jeg var halvvejs i graviditeten, tror jeg. Men vi var ekstremt meget i tvivl – kunne vi vælge endnu et ”anderledes” navn? Ville vi bare blive ”forældrene, der vælger anderledes navne”? Lillebror fik ikke sit navn før han var omkring en uge gammel. De andre navne, som var bare det mindste i spil, føltes ikke rigtige for os. Derinde i kroppen. Hvis ikke han skulle hedde Nori, så føltes det lidt som om, vi gik glip af noget. At det var forkert. Så derfor kunne det jo ikke være andet end rigtigt. Så Nori hedder Nori og fik officielt sit navn ved vores dejlige dåbsdag i går, og Elio hedder Elio. Vi blev altså forældrene, der vælger specielle navne – ikke fordi, de er specielle, men fordi, de føles helt rigtige. Oh well, so be it. Som forældre lærer man alligevel lynhurtigt at sådan cirka alle har en holdning til de mindste (og største) ting, man foretager sig. Af valg og fravalg.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *