Hvornår blev vi så distancerede fra vores børn, og så optagede af samfundets hamsterhjul, at vi blev ligeglade med små menneskers velbefindende?

Et lille 3-årigt barn, der sidder og græder alene i garderoben i børnehaven. Hun forsøger at undertrykke gråden og holder den inde, men tårerne presser sig alligevel for kraftigt på – måske hun ved, at ingen rigtig har tid til at høre hende.

En flok små vuggestuebørn, der sidder og spiser eftermiddagsmad alene på stuen. De siger ikke meget, sidder bare stille. Lad os ikke håbe, at nogen af dem får noget galt i halsen, mens pædagogen er ude i krybberummet for at hjælpe to andre børn.

To grædende 1-årige, der vandrer hvileløst rundt i vuggestuens fællesrum. ”Hvor skal jeg gå hen, hvem hører mig?” spørger de – jeg tager den ene af dem i hånden og fører dem til en dejlig og dygtig pædagog, som måske, måske ikke, længere kan høre deres gråd.

Vores pædagoger i Danmark er fagligt dygtige, kærlige, veluddannede i at se, høre, rumme, passe på, forstå og lære vores børn om verden og om dem selv i samarbejde med os som forældre. Men vi skal give dem plads og muligheder – ved at vise dem tillid og ved at der er nok voksne omkring vores små mennesker. Hvornår blev samfundets iver efter meningsløs struktur, overvågning og læreplaner større end tilliden til veluddannede pædagoger og deres evner? Hvornår blev samfundets hamsterhjul vigtigere end vores børns velbefindende?

Jeg har ikke haft min computerpen fremme i flere uger, da vi for fem uger siden blev forældre til endnu en fantastisk lille dreng. Men DRs dokumentar ”Hvem passer vores børn?” kunne alligevel få mig til tasterne. Den er horribel i mine øjne. Som mor til to, og som fagperson, som antropolog, begriber jeg ikke den manglende indsigt, eller nærmere negligering af problematikkerne i vores børns – og i pædagogernes – dagligdag.

Vi har alle sammen et ansvar! Politisk ved at rette op på manglende ressourcer i daginstitutionerne, hvilket vi jo alle ved, ikke kommer til at ske – ingen har i hvert fald lyttet til pædagogernes stemme indtil videre. Det er i sig selv absurd, men ikke overraskende med den måde, vi iscenesætter vores hamsterhjul – samfundet – som det vigtigste og eneste i den her verden. Mange tager ikke den oplevede virkelighed blandt mennesker alvorligt, men henviser til de vise sten – tallene – som i høj grad er en konstruktion af det, man gerne vil vise med dem, hvilket dokumentaren også så fint belyser. Hvornår forstår vi, at hvis tal siger én ting, og oplevelser noget andet, så er det oplevede rent faktisk mere tungtvejende? Hvis du strategisk har søsat en ”vældig” proces eller et ”fantastisk” redskab i din organisation, kan det jo være fuldstændig ligegyldigt, hvis menneskernes adfærd og oplevelser omkring processen eller redskabet er i uoverensstemmelser med de strategiske idéer.

Vi har et ansvar som forældre og ledere på arbejdsmarkedet til at se vores børn og forstå, at institutionslivet ikke er den dans på roser, som vi alle går og bilder os selv og hinanden ind. ”Jamen mit barn elsker at være i institution” siger langt de fleste – men ville du virkelig elske at være en del af det beskrevne miljø, eller har du bare ikke noget valg? Det er ikke en debat om institution/ikke-institution, det er en debat om grundlæggende og basal omsorg og respekt for vores små mennesker og for vores pædagoger.

Hvordan kan noget anstændigt og velfungerende menneske se denne dokumentar, eller lytte til tusindvis af pædagogers opråb, uden at få ondt i maven – og for dem med mulighederne – uden at handle?

mde

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *