Et bæredygtigt (arbejds)liv? Når småbørnsfamilieliv, jobs og iværksætteri nogle gange ikke går op i en højere enhed

Vi kender det nok alle sammen – der er så meget, vi gerne vil nå og så meget vi gerne vil leve op til (nogle gange mest i os selv og andre gange grundet samfundets forventninger til os). Men nogle gange må jobs være jobs (eller jobsøgning være jobsøgning), iværksætterprojekt være iværksætterprojekt, hus være hus og sociale planer må erstattes til ”fordel” for hulelignende tilstande inden for hjemmets vægge. Vores yngste medlem har været en lille hænge-abekat fordi han har været syg. Så syg at alt andet må sættes på standby.

Vuggestuebakterier er én af de største udfordringer, vi har været udsat for som forældre. Elio har siden november, hvor han startede i institution, været syg virkelig, virkelig ofte. Én uge rask, én uge syg, én uge rask, én uge syg. Sådan cirka – og så krydret med hver af os voksne, der sørme også bliver syge på skift. Nu var det endelig begyndt at lysne… Lige indtil vuggestuen ringede for en uge siden: ”Elio har det altså godt nok skidt, han har feber og er meget ked af det.” Han har været syg lige siden, nok den værste omgang til dato, og han er stadig ikke rask. Men det er i væsentlig bedring! Håber vi.

Vi har flere gange – mange gange – snakket om at noget af det mest positive ved at jeg (Sarah) p.t. søger job som virksomhedsantropolog er, at vi ikke har to faste arbejdspladser lige nu. Og dermed ikke to arbejdspladser at forholde os til, når det kommer til barnets sygdom. Så har jeg muligheden for at være hjemme med Elio uden dårlig samvittighed over for en arbejdsplads. Men sandheden er jo bare, at jeg nemt kan få dårlig samvittighed over for min jobsøgning eller BLOCH EGÅ i stedet. Hvad er det med den dårlige samvittighed? Mennesker bliver syge – børn bliver i særdeleshed syge – det er en del af gamet, så hvorfor den dårlige samvittighed? Fordi der er så meget, vi gerne vil nå og så meget vi gerne vil leve op til (nogle gange mest i os selv og andre gange grundet samfundets forventninger til os).

Jeg har tidligere været en del af et forskningsprojekt med fokus på småbørnsfamilielivet i Danmark. Jeg dybdeinterviewede forældre, vordende forældre og fagpersoner for at skabe indsigter i, hvordan småbørnsfamilier oplever deres hverdag og hvor vi som samfund kan sætte ind for at skabe bedre rammer. Hvis vi skal tale om ”work-life-balance”, som det er så populært at italesætte, men måske knap så populært at gøre så meget ved (jeg vil hellere kalde det work-life-ubalance), så har vi i Danmark en stor udfordring. Det kan jeg skrive mange refleksioner ned om, men den her handler om barnets sygdom. Vi har rettigheder omkring barnets 1. – og nogle steder 2. – sygedag, men i det virkelige, oplevede liv, der er børn bare meget sjældent syge så få dage. Og de fleste af os på arbejdsmarkedet har forældre, der selv er på arbejdsmarkedet. En helt anden ting er, at ens barn nemt kan være så skidt tilpas, at det kun er mor eller far, der dur. Dét skal vores samfund og arbejdsmarked tilpasse sig i min optik – ikke omvendt. Både rettighedsmæssigt, men også socialt. Det er uambitiøst ikke at arbejde ud fra, hvad mennesker rent faktisk oplever og hvordan deres adfærd udspiller sig. Jeg læste en debat, hvor en mor spørger til om hendes mand må melde barnets 1. sygedag, fordi hun selv som højgravid på barsel lå med omgangssyge (sammen med barnet), og hun derfor ikke kunne tage vare på barnet. Flere meldte tilbage, at det måtte hun ikke ifølge reglerne – ”men at de nok havde gjort det alligevel…” Hvorfor er det her spørgsmål overhovedet et spørgsmål? Kan vi virkelig ikke gøre det bedre i Danmark?

Livet udfolder sig ikke i strategier, målsætninger og retningslinjer – det udfolder sig blandt mennesker, der lever og oplever. Ja, arbejdsmarkedet har brug for arbejdskraft, og vi som mennesker har brug for at udfolde os fagligt i større eller mindre grad afhængigt af den enkelte, men mennesker – med eller uden børn – har også brug for mening og sammenhængskraft. Ud fra mit faglige perspektiv trænger vi til at vende tingene på hovedet. Det er ikke udelukkende den enkelte families ansvar at tilpasse deres økonomi, valg og arbejde efter behov og ønsker for (familie)livet. Vi indretter os ikke ens, fordi vores hverdag ikke er ens. Vi har også brug for et samfund, som er rammesat ud fra forskellige behov i forskellige familier. Et samfund som forstår at (arbejds)livet gødes af nærvær og nærhed mellem mennesker. Fordi mennesker, der oplever et arbejdsliv, som giver mening og er i synergi med deres (øvrige) liv, også yder og producerer meget stærkere til arbejdsmarkedet end de ellers ville gøre.

Så nu vil jeg selv forsøge at pakke den dårlige samvittighed væk og acceptere at alting bare er på standby lige nu. Dog forhåbentlig ikke alt for længe, for så bliver vi da vist små-skøre herhjemme. Og high-fives til alle andre derude, som selv er syge eller har syge børn. Det er snart forår!

sdr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *