Den hjemmepassende karrierekvinde #1 – Hvem er jeg nu?

”Forsvinder intellektet fuldstændig, når man er på barsel – eller når man bliver mor?” læste jeg mig til på de sociale medier en dag. Spørgsmålet er blot én udgave af mange lignende, når det kommer til kvinder som mødre på barsel og i arbejdslivet. Men det handler jo sjældent om, at vi enten ”tilvælger vores job” – og deraf ”fravælger vores børn”, eller at vi ”tilvælger vores børn” – og deraf ”fravælger vores job”. Eller værre endnu ”ikke bruger hjernen”, som jeg desværre også ofte støder på. Hvor er det uintelligent at snakke sådan. Uvidende. I livet prioriterer vi forskelligt, vi træffer valg og fravalg, men vi skal gøre det nemmere for hinanden ikke at være enten/eller, men derimod både/og. For hvem er jeg ellers?

Jeg har ladet mig, som jeg er blevet opdraget til af performance-Danmark, tænke ind i ”karriere” i klassisk forstand. Indtil jeg blev antropolog og senere hen mor.

Jeg har arbejdet i flere virksomhedsmæssige kontekster, stået foran flere ledelsesgrupper og præsenteret mine ”konfronterende” opdagelser og indsigter i adfærd i organisationen, hvor medarbejdernes stemmer er blevet hørt for en stund. Jeg har arbejdet med projekter om f.eks. performance og kompetenceudvikling, ledelse, arbejdskultur og strategiske intentioners ”liv” (eller netop mangel på samme) i praksis – og så har jeg arbejdet med småbørnsfamilier. Ja, dem som gør livet så ”besværligt” for arbejdsmarkedet og lederne i dag. Os, som gerne vil have lov til at være ambitiøse rent fagligt, men som prioriterer vores familieliv og tiden med vores børn højt. Og som vil anerkendes for det. Jeg har aldrig i mit liv tænkt, at jeg skulle arbejde mindre end fuldtid. Jeg har ladet mig, som jeg er blevet opdraget til af performance-Danmark, tænke ind i ”karriere” i klassisk forstand. Indtil jeg blev antropolog og senere hen mor.

Vi har herhjemme lige besluttet, at vores yngste dreng ikke skal i institution, før han fylder to år.

Livet er i sin fulde længde også periodevist, og det kræver vores evner til at zoome ind og give opmærksomhed til det, der giver mening for os i et givent tidsrum. I dag er jeg 30 år og har fået mit 2. barn for tre måneder siden. Vi har herhjemme lige besluttet, at vores yngste dreng ikke skal i institution, før han fylder to år. Selvfinansieret med opsparing, hvis nogen skulle være i tvivl – i Aarhus Kommune bakker man nemlig ikke op om at forældre skal kunne hjemmepasse deres børn med økonomisk støtte, som man ellers gør i en del kommuner efterhånden. At pengene følger barnet. Ikke i Aarhus, selvom man så flot på det strategiske plan brander sig med at være ”kærlig kommune” og italesætter, at ”forældrene er de vigtigste i børnenes liv”. Ja, lige indtil vi vil noget andet, end det strategiske niveau har besluttet sig for. Men igen, sådan er det i skræmmende mange organisationer og virksomheder; og jeg er stødt på det et utal af gange, fordi strategier og branding foregår om det runde ledelsesbord frem for at tage udgangspunkt i hverdagen.

”Hvorfor vil du være så uambitiøs?” spørger nogle mig indirekte, når de hører, at jeg skal ”hjemmepasse” vores yngste barn til han er to år. Vi har lært meget om os selv, om livet og om samfundet, efter vi er blevet forældre, og vi har lært meget om små børn. Var det en nem beslutning? Både giga-ja og semi-nej. Ja, fordi det uden tvivl er det helt, helt rigtige for vores barn. Og ja, fordi vi som mor og far ved, at det for os, er det helt rigtige valg, fordi vi tænker, vores barn får den bedste start på livet sådan. Det er, for os, det meningsfulde valg. Nej, fordi vi også er mennesker, der er fagligt ambitiøse og drives mod at gøre en forskel rent arbejdsmæssigt. I høj grad også jeg, selvom jeg nu primært skal være ”hjemmepasser”, når min barsel er slut til jul. Men igen, her spiller samfundets fordomme mig et gevaldigt puds – enten er man nemlig ”hjemmepasser”/”mor”, eller også er man ”karriereminded”. Og sikke en gang vås! Dét perspektiv vil jeg gerne være med til at ændre på.

For hvor trænger vi til et opgør med det klassiske karrierebegreb!

For hvad så med min ”karriere” – hvad så med mig? Vi vil ikke puttes i kasser herhjemme, vi vil ikke bare lægge os fladt ned for nogle samfundsstrukturer, som ikke giver mening. Vi vil hellere gøre, som det giver mening for os, og debattere det med folk omkring os – også via skriv som dette. For hvor trænger vi til et opgør med det klassiske karrierebegreb! Enten italesættes det, at man er ”karrierekvinde”, der ønsker stimulans og faglige input, at ”bruge sin hjerne” og udvikle sig under barsel/som mor, eller også ønsker man ”ikke andet end at bage boller med børnene”. Jeg bliver ærgerlig, fordi jeg synes, vores fornemmeste opgave er at forstå nuancerne i livet. Og ikke tale nedsættende om hinanden.

… og vi står over for en tid, hvor det bæredygtige mindset ikke alene handler om jordklodens klima, men også vores sociale klima.

Vi trænger til at give en rusketur til vores samfund, vores arbejdskultur og til begreber som f.eks. ”karriere” – og vi trænger til at ruske op i hinanden! Vi er andet end performancebaserede, kategoriserende og kassetænkende mennesker – og vi står over for en tid, hvor det bæredygtige mindset ikke alene handler om jordklodens klima, men også vores sociale klima. Om mennesket, vores adfærd og vores tilgang til hinanden. Vores evner til at fatte og rumme nuancer i tilværelsen. Én af vores konkrete udfordringer, er de måder, vi italesætter os selv og hinanden. Vi konkurrerer indbyrdes, fordi vi ikke har lært ret meget andet i performance-Danmark. Selv når vi umiddelbart gerne vil noget andet, når vi i et forsøg på de sociale medier, i podcasts og diverse tiltag vil rumme ”karrierekvinden” og ”den hjemmepassende” ender vi ud i stereotyperne og lykkes ikke. Vi sætter hinanden op mod hinanden og opdeles i de mest meningsløse kasser. Præcis, som vi har lært. Jeg vil ikke være med til at fremherske distancerne imellem os, hverken personligt eller fagligt. Jeg vil gerne kæmpe for det modsatte, for hvem gavner de?

For hvem er jeg så? Hende, der altid er antropolog i alle mine vågne timer, som skal hjemmepasse og være mor, og arbejde fordi jeg slet ikke kan lade være. Jeg er jo det hele, og jeg er pisse ambitiøs med begge dele, hvis nogen skulle være i tvivl.

”Karriere” i dag er i praksis langt andet end ”klatren-op-ad-rangstigen”, fordi karriere indeholder værdier, som mange af os gerne vil identificeres med; at være dygtig, værdifuld, gøre en særlig indsats og bidrage, at være hårdtarbejdende – at blive anerkendt. Men vi behandler stadig hinanden ud fra det klassiske, firkantede karrierebegreb, hvor jo flere timer, du lægger i dit job, jo mere værdifuld og dygtig er du. Du er ikke særlig karriereminded, hvis du eksempelvis arbejder deltid, men er du så heller ikke værdifuld, hårdtarbejdende og dygtig? Eller er du det bare i mindre skala? Nej, vi skal udfordre vores karrierebegreb. Vi skal udfordre vores idéer om, at mødre enten er én, der sidder og bager boller – hvis man da overhovedet når til det – eller også er én, der tripper for at komme tilbage på arbejde. For hvem er jeg så? Hende, der altid er antropolog i alle mine vågne timer, som skal hjemmepasse og være mor, og arbejde fordi jeg slet ikke kan lade være. Jeg er jo det hele, og jeg er pisse ambitiøs med begge dele, hvis nogen skulle være i tvivl. Fordi der i ordet ambitiøs, for mig, ikke hersker en hulens masse arbejdstimer. Vi udøver ikke et bedre bidrag, jo flere timer vi arbejder. Vi udøver et bedre bidrag, når vi gør det, så hele vores liv giver mening.

Jeg vil gerne udfordre til nuanceringer – og jeg vil gerne kaste vores karrierebegreb op i luften og lade det lande på en helt ny facon.

Hvor har jeg brugt meget krudt i dette indlæg på at indskyde ”for os” mange steder – hvorfor mon? Fordi jeg allerede er forberedt på fordommene; at nogle vil tænke ”Jamen siger du så, at vi er dårlige forældre, fordi vores barn kom tidligt i institution?” eller ”Jeg elsker at arbejde mange timer, og det vil jeg have lov til” eller ”Du kan ikke både være hjemme med dit barn og tillade dig at være ”ambitiøs” rent fagligt”. Jeg vil gerne udfordre til nuanceringer – og jeg vil gerne kaste vores karrierebegreb, idéen om hvornår man er “ambitiøs”, op i luften og lade det lande på en helt ny facon.

Lige nu er ”den hjemmepassende karrierekvinde” måske det bedste bud.

Den hjemmepassende karrierekvinde – jeg har egentlig ikke behov for at blive kategoriseret, for jeg er jo bare mig, men alligevel har jeg, for det er sådan, vi snakker sammen og anerkender hinanden – ”Hvad laver du?” spørger vi om. Lige nu er ”den hjemmepassende karrierekvinde” måske det bedste bud. Hvorfor snakker vi egentlig om ”karriere” og ikke ”livskarriere”? Måske jeg er klogere om et par år – det må vi da håbe – og der skal nok komme skriv og andre tiltag af både den ene og den anden art undervejs. Stay tuned og følg med på instagram under bloch.egaa.

dav

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *