Hvad med arbejdskulturens og ledernes ansvar? Lad os give vores børn mulighederne for at være mere (og andet) end de performancemennesker, vi selv er blevet reduceret til!

Når vi snakker om børns trivsel, særligt småbørnenes start på livet og institutionaliseringen i Danmark, kommer debatten lige nu primært til at omhandle normeringerne i daginstitutionerne, hvor de fleste politikere kæmper om at vaske hænder mest muligt og sende aben videre nedad i systemet. Der bliver vrænget næse af viden og undersøgelser af småbørns behov og trivsel, der bliver vrænget næse af mennesker og familier – for hvor er du dog uambitiøs og værdiløs ”for samfundet”, hvis du forsøger at indrette dig anderledes og har ønske om at opleve et liv i småbørnsfamilien, der er andet end overlevelse fra mandag-fredag. For vi har jo så travlt. Og som menneske skal du have travlt; ellers er du ikke vigtig. I min optik lider det meningsfyldte børne- og familieliv en stille død til fordel for arbejdsmarkedets performance-fiksering, og dér har chefer landet over et stort ansvar.

Jeg oplever, at min egen generation i højere og højere grad stiller spørgsmålstegn ved den måde, vi er blevet pacet frem til at leve vores liv, at vi ikke længere er så sikre på, at ”sådan gør vi i Danmark” er den rigtige måde for os.

Det er upopulært at stille sig kritisk i vores konsensus-søgende Danmark. Det er upopulært at sige højt, at man ønsker noget andet, at ”systemet” ikke fungerer, at vi kan gøre tingene anderledes. Jeg oplever, at min egen generation i højere og højere grad stiller spørgsmålstegn ved den måde, vi er blevet pacet frem til at leve vores liv, at vi ikke længere er så sikre på, at ”sådan gør vi i Danmark” er den rigtige måde for os. Vi er forældre med små børn, der ønsker at indrette os anderledes og give os selv og vores børn mere tid, nærvær og ro til at være familie og opleve hverdagen sammen. Samtidig ønsker vi at realisere os selv fagligt og arbejdsmæssigt – hvorfor skal det være enten/eller og ikke både/og? Vi er unge mennesker, der ønsker et liv, hvor arbejdet giver os et drive, fordi vi ikke kun anses som ressourcer til samfundet, men også for vores (familie)liv og vores børn. Men er det populært at stille sig op og sige højt ”Hey chef, jeg vil gerne arbejde 25 timer/ugen”? – ”Jamen, jamen, jamen, hvorfor vil du dog være så uambitiøs og værdiløs?” er det indirekte svar i en arbejdskultur, hvor vi har indoktrineret hinanden til, at værdi og bidrag øges, jo flere timer, du arbejder.

Jeg undrer mig oprigtigt, for jeg forstår det ikke. I et arbejdskulturelt perspektiv forstår jeg ”foragten” over for dem, der ønsker at arbejde færre timer, fordi vi er et samfund, der kategoriserer, kassetænker, performancebaserer og driver rovdrift på mennesket ud fra en idé om at timeantallet er det mest relevante og sigende om vores indsats. Vores bidrag. Vores værdi som menneske. Jeg forstår det ikke, fordi det er absurd og meningsløst. Det er gammeldags! Derfor er præmissen for at diskutere børnenes og familiernes trivsel baseret på en forstokket idé, som de færreste åbenbart kan se ud over.

Derfor handler småbørns trivsel og behov ikke udelukkende om politik og pædagoger, det handler i høj grad også om en mastodont af arbejdskultur, der trænger til at blive rusket op i.

Vi lever rent faktisk i et fællesskab. I fællesskaber er man afhængige af hinanden, fordi alle parametre i fællesskabet påvirker hinanden. Derfor handler småbørns trivsel og behov ikke udelukkende om politik og pædagoger, det handler i høj grad også om en mastodont af arbejdskultur, der trænger til at blive rusket op i. Og det handler om som forældre at træffe sine egne valg, også selvom det er møg svært, når alle går imod én. Men igen; alle parametre påvirker hinanden, og hvorfor er det så svært at forstå? Når man har indflydelse, er det på ingen måde godt nok blot at sende aben videre og vaske fingre.

Vi skal spørge os selv, hvornår dét at arbejde deltid (om det så er 15, 20, 25 eller 30 timer om ugen) er blevet sammenligneligt med ikke at være dygtig, ikke at være ambitiøs, ikke at være af væsentlig værdi for organisationer og virksomheder? Vores arbejdskultur spænder ben for det meningsfyldte børne- og familieliv, fordi vi indirekte bilder hinanden ind, at deltid er noget ubrugeligt juks, selvom det intet har med virkeligheden at gøre. Vi siger det ikke højt, men det er i dén grad usagt iblandt os. I min optik vil mange mennesker performe bedre ved at arbejde mindre – hvis vi skal snakke i det sprog. I hvert fald de, der ved, at de ikke vil spilde deres dyrebare tid. Men samfundsmæssigt tør vi ikke prøve andre modeller af, og som ledere rundt omkring i organisationer og virksomheder tør (de færreste) derfor ikke prøve andre modeller af – om end der er få 30-timers virksomheder, der begynder at blomstre op – og halleluja for dét.

Direktørerne, cheferne, mellemlederne og alt derimellem. Hvor er I i den her debat?

Vi skal (også) have lederne på banen! Direktørerne, cheferne, mellemlederne og alt derimellem. Hvor er I i den her debat? De fleste af jer har uden tvivl børn selv – det er vanvittig interessant, hvorfor én af de mest accepterede præmisser i vores samfund er, at som leder ”er man utrolig meget væk” fra familielivet? At som værdifuld medarbejder ”er man væk fra sine børn i alle deres primære timer”? Hvordan vil du håndtere det, hvis en pisse dygtig medarbejder kommer og siger ”Hey chef, jeg vil gerne arbejde 25 timer/ugen?” Som leder har man at ansvar for at være modig og vise verden og ”samfundet” at en 25-timers medarbejder er lige så vigtig, som hvis vedkommende arbejdede 37 timer – eller 50 timer. Vi skal ændre fortællingen om den ”værdifulde medarbejder” ved at ændre vores adfærd, ved at give mennesker mulighed for at arbejde færre timer, hvis de ønsker det – og som leder skal du mene det(!), ikke blot sige det højt – så vi ændrer arbejdskulturen skridt for skridt.

I Danmark er vi blevet ressourcer til samfundet, der gøres op i tal og statistikker. Vi er alle blot et performancemenneske.

Børn fødes ikke som ressourcer til samfundet. De fødes af kærlighed. Med en idé om at vores små mennesker er værdi nok i sig selv, kommer de op i vores arme, svømmende ind i vores hjerter og ændrer vores verdensopfattelse – ved at være dem, de er og bliver til. Men i Danmark er det ikke nok at være dén, man er. I Danmark er vi blevet ressourcer til samfundet, der gøres op i tal og statistikker. Vi er alle blot et performancemenneske. Men mine børn skal lære, at de ikke er født som ressourcer til samfundet, de er af værdi lige præcis, som de er, og når de får lov til at ”være”, så er jeg helt tryg ved, at de bliver en ressourcemæssig styrke for samfundet.

Vi vil have et liv, hvor vi på vores dødsleje ikke fortryder, at vi arbejdede så meget ”for samfundet” og gik glip af så meget tid med vores børn.

Et bæredygtigt mindset er også vores sociale klima; og lige i dette henseende, vores børns trivsel og behov. Familiernes trivsel og behov. Så når jeg hører nogle politikere udtale ”Vi skal bare have nogle flere til at arbejde fuldtid” (inden for eks. sygeplejefaget), så er det i min optik total mangel på indsigt i det sociale klima, som min generation forsøger at skabe. Sådan en udtalelse er fuldstændig mangel på indsigt i en virkelighed, hvor vi siger rungende ”nej tak” til at blive anset som værende intet andet end ressourcer til samfundet. Vi vil have et liv, hvor vi på vores dødsleje ikke fortryder, at vi arbejdede så meget ”for samfundet” og gik glip af så meget tid med vores børn.

Den nuværende debat om vores børns trivsel og behov handler naturligvis også om normeringer i daginstitutionerne, om organisering, dygtig ledelse og dygtige pædagoger, politisk ansvar. Mit indlæg handler ikke om at lægge op til en samfundsmodel, hvor alle går og passer deres børn derhjemme. Slet ikke. Men børn skal ikke blot lære deres værd og verden at kende af pædagoger (som uden tøven bør opleve bedre arbejdsvilkår og mere at give af til børnene), de skal i høj grad lære deres værd og verden at kende af os som forældre. Så det kræver, at forældrenes ledere, at direktørerne, lederne, mellemlederne og alt derimellem giver os mulighederne for at være nærværende forældre – og deraf endnu mere nærværende medarbejdere. Og det kræver, at politikerne åbner øjnene for den virkelighed, de lever i, med nogle unge generationer, der siger ”nej tak” til ”sådan gør vi i Danmark”. Nej, for vi vil noget andet.

Ledere, organisationer, virksomheder og arbejdspladser skal spørge sig selv ”Hvordan bærer vi vores del af ansvaret for det gode børneliv – og hvordan muliggør vi det gode børneliv?” I den bæredygtige optik har vi alle et ansvar – også for børnenes trivsel.

Vores arbejdsmarked har et kolossalt ansvar, fordi kulturen rummer strukturer og forventninger om arbejdstid, der er nærmest umulige at undslippe – fordi du så er uambitiøs og af mindre værdi. Kære ledere, I har et ansvar, fordi I rent faktisk kan være med til at ændre adfærd helt konkret. Se mulighederne, frem for problemerne, når en medarbejder udtrykker ønske om at gå (væsentligt) ned i tid. Det er ikke farligt; det kan blive en helt fantastisk rejse. Tænk, hvis virksomheden buldrer derudaf, hvis samfundet blomstrer, selvom en betragtelig andel arbejdede færre timer? Vi skal alle huske at spørge os selv ”Hvor er jeg som voksen i mit barns liv?” Ledere, organisationer, virksomheder og arbejdspladser skal spørge sig selv ”Hvordan bærer vi vores del af ansvaret for det gode børneliv – og hvordan muliggør vi det gode børneliv?” I den bæredygtige optik har vi alle et ansvar – også for børnenes trivsel.

Erfaringer fra mine tidligere ansvarsområder i arbejdsmarkedskontekst fortæller mig, at det er på grænsen til det umulige, når nogen ønsker at indrette sig anderledes end det klassiske fuldtidsjob. Fleksibilitet eller ej, så er der mange forældre (og såmænd også dem uden børn), der ønsker sig en større frihed til at arbejde færre timer. Med det følger naturligvis også vores eget personlige ansvar for at indrette os i livet, så vi ikke er afhængige af to fuldtidsindtægter. Men selv, når man gør det, er det enormt svært at ”få lov til” at arbejde mindre end fuldtid i mange brancher. Performance-ideologien ud fra timeantal hersker i vores arbejdskultur – hvor oldnordisk det end måtte være efterhånden. Vi skylder hinanden, men især vores børn, at være mere bæredygtige, at give vores sociale klima, børnelivet, livet i det hele taget, mere plads og rum.

Ressourcer er vedvarende, når vi værner om dem. Passer på dem. Forstår, at de ikke er uudtømmelige. For at vokse, blomstre og gro, skal der gødes, luges og vandes. Sådan er det også med mennesket. Store som små. Og lad så alle de modige lederes fortællinger blive en langt større del af debatten; de ledere, der har forstået, at en medarbejders værdi og indsats ikke gøres op i timeantal, men i bidrag. Fortæl løs, vis os, at I kan tage jeres del af ansvaret for det gode børne- og familieliv – ja, for det meningsfulde liv i det hele taget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *